Bogen indledes og afsluttes på Gozo ved kapellanens begravelse. Størsteparten af bogen udspiller sig dog i katakomberne under bastionerne ved Cottonera Lines. Dun Salv - en mand af adelig herkomst - og med en ædel karakter tog sig af de hjemløse, sultende og frygtsomme mennesker, som søgte ly for de bestandige bombeangreb, hvorunder tons af bomber blev kastet over området ved Grand Harbour under 2. verdenskrig.

Bogen beskriver forholdene på øen på 6 udvalgte datoer, begyndende kl. 6:55 den 11. juni 1940, da sirenerne første gang lød over Malta. Italienerne indledte det første luftangreb på det totalt uforberedte Malta. Briterne havde på forhånd opgivet at forsvare Malta på grund af dens nære beliggenhed ved Sicilien - ca 5 minutters flyveafstand. Imidlertid havde flåden 'glemt' 4 demonterede ældre fly af typen Gloster Gladiator. Det lykkedes malteserne at samle stumperne til 3 flyvedygtige maskiner, som blev døbt Faith, Hope og Charity - Tro, Håb og Barmhjertighed. Og de forsvarede sig med næb og kløer, indtil forstærkning kom i form af engelske Hurricane fly. Hurricane flyene blev fragtet til Malta på det engelske hangarskib HMS Illustrious, der på mirakuløs vis overlevede de voldsomme bombardementer, det blev udsat for. Resten af konvojen nåede aldrig frem. Faith, Hope og Glory blev til sidst skudt ned. Men Faith er siden fisket op igen af Grand Harbour og er i dag én af hovedattraktionerne på St Elmo's krigsmuseum.
 

På grund af italiensk ineffektivitet overtog tyskerne bombardementerne. Et eksempel på italiensk ineffektivitet så man, da italienerne satte et angreb ind mod Grand Harbour i E-boats (speedbåde). Malteserne standsede enkelt og effektivt angrebet ved hjælp af kæder, som blev hængt ned fra en bro. I godt vejr kan man stadig se rester af disse kæder.

Tyskerne indledte en massiv tæppebombning af øen. I april 1942 blev der kastet 6.700 tons bomber. Samtidigt isolerede de øen ved at bombe alle forsyningslinjer, så der opstod stor mangel på fødevarer, medicin, ammunition og våben.

Skønt bogen er fiktion, er der et stort antal historisk korrekte detaljer,som gør fortællingen særdeles troværdig. Måske er det netop denne blanding af fiktion og facts, som gør bogen så læseværdig.
 

Sidste konvoj til Malta
I februar 1941 sendte Rommel denne melding til Berlin: "...uden Malta vil aksemagterne miste kontrollen over Nordafrika." En planlagt invasion af Malta 'Operation Herkules' blev imidlertid udsat, da fokus skiftede fra middelhavsområdet til Tobruk. Situationen i 1942 så sort ud for de allierede. De tyske U-både sænkede mere end 3 millioner tons tonnage i Atlanterhavet i årets første halvdel. Rommel buldrede frem gennem Nordafrika og truede Sues kanalen, men måtte standse ca 50 km fra Alexandria pga. forsyningsproblemer. Tyskerne nåede Stalingrad med planer om at indtage oliekilderne i Kaukasus og Mellemøsten. De allierede styrker beherskede alene Gibraltar, Ægypten og Malta i Middelhavsområdet. Stort set alle forsyningsskibe til Malta blev sænket, inden de nåede frem. I april 1942 meddelte den tyske feltmarkal Kesselring, at Malta var forsvarsløs og tvunget til at kapitulere i løbet af kort tid.

I sommeren 1942 var Maltas beskedne luft- og flådestyrker ude af stand til at operere på grund af mangel på brændstof og ammunition. Samtidig var øens befolkning ved at dø af sult under aksemagternes belejring. Lord Dobbie - den britiske generalguvernør på Malta - fastslog, at med mindre forsyninger nåede frem i løbet af august 1942, ville Malta være tvunget til at kapitulere. Dette ville give Tyskland og Italien frie hænder, hvilket Churchill m.fl. ikke kunne acceptere. Og således opstod Operation Pedestal - den bedst forsvarede og voldsomst angrebne konvoj i historien. En konvoj bestående af 14 af de hurtigste handelskibe forlod Skotland med kurs mod lille bitte Malta i det østlige Middelhav. Skibene medførte fødevarer, dieselolie, kul og flyvebenzin .Efter direkte ordre fra Winston Churchill blev konvojen eskorteret af den kraftigste koncentration af krigsskibe nogen sinde set - 59 fartøjer.

Da England ikke rådede over hurtiggående tankskibe, stillede den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt Ohio til rådighed. Denne kæmpetanker, som ejedes af Texaco, kunne gøre 16 knob. Undervejs blev konvojen udsat for massive angreb både fra bombefly og torpedobåde. Ohio fik bl.a. en bombe i maskinrummet. Og 2 tyske fly styrtede ned på dækket og forårsagede store ødelæggelser. Da man nærmede sig Sicilien, vendte de sværeste krigskibe om for at genoptage deres opgaver ved Gibraltar. Konvojens beskyttelse var nu reduceret til 4 krydsere og 12 destroyere.

Den 13. august spredtes det rygte på Malta, at det første skib i konvojen var i sigte. Befolkningen samledes på bastionerne ved Valletta og 'De 3 byer', som ligger på ´den anden side´af Grand Harbour, for at overvære miraklet. Denne dag nåede 2 forsyningsskibe frem. 2 dage senere - den 15. august kl. 9:30 - blev synkefærdige Ohio eskorteret ind i havnen af de 2 destroyere Bramham og Penn, som lå på hver sin side af skibet. Samtidig med at tankeren lagde sig til hvile på bunden af Grand Harbour, blev den tømt for sine dyrebare dråber. Kun 5 af de 14 handelsskibe nåede frem. Men det var tilstrækkeligt til, at krigslykken vendte sig, og tyskerne blev engageret andre steder i Middelhavsområdet.
 

Indtryk fra vores besøg i "Malta at War"