|
|
||
|
Hovedmenu:
|
      
|
Tal og Penge begreber"er til bekymring - for fattig som for rig"
"har du penge, skal du få; har du ingen, må du gå"
"Brug aldrig mere end din indkomst, selvom du må låne for at klare det" :-)
I vores nuværende kultur er vi vænnet til at omgås penge, men sådan har det jo ikke altid været. Penge er baseret på en opfattelse af, at der eksisterer noget "eksakt", i dette tilfælde en "eksakt værdi". Men det er jo heller ikke tilfældet, der er varians via valutakursen, via inflation og deflation, devaluering, værdi over tid,,,, Hvis vi ser tilbage...............
Talsystemer, Vores nuværende titalssystem (the metric system) har jo haft mange forgængere, og 10-talssystemet er jo endnu ikke udbredt i hele den vestlige verden (se "mål og vægt") Denne summariske oversigt herunder om talsystemer er primært hentet fra "School of Mathematics and Statistics, University of St Andrews Scotland". eller direkte her - http://www-history.mcs.st-andrews.ac.uk/history/Indexes/HistoryTopics.html
Arabiske tal udbredes i Europa over perioden 800 - 1500, det arabiske talsystem er opstået ud fra det indiske. Tallene, som vi kender i dag, var oprindelige "tegn" = bogstaver i det lokale alfabet, og udvikles til det "nuværende" udseende over flere hundrede år.
Et par eksempler på talsystemer - fra den forgangne verden:
Talopfattelse: I dag siger vi, at tal repræsenterer en eksakt størrelse, men sådan var det ikke for bare 300 år siden. Der har været tider (helt op til år 1300), hvor beretningen om Noahs ark opfattedes som en konkret realitet, hvorimod tal blev brugt til at udtrykke forhold, der ikke var konkrete.
Penge og dermed Møntenheder. (Informationer hentet fra litteraturen og fra internettet, bl.a. her)
Numismatik er den videnskabelige lære om mønter og deres historie.
Hvor mange møntenheder kender du?
Man mener, at de første udmøntninger stammer fra omk. år 700 f.KR. og kom fra datidens Lilleasien og herfra bredte sig til de græske bystater.
Mønter. Møntfod hos Romerne og lidt senere (ca. 300 f.Kr. til 800 e.Kr.) Romerne startede med broncebarrer kaldet as signatum "malm med signatur" (Aes rude), og kom fra bronzeminer nord for Rom. Først omkring 289 f. Kr. gik romerne i gang med at lave deres egne bronzebarrer (Aes grave), runde store bronzeklumper med et billede af guden: Janus og Mercur. Den første »møntsmedje« i Rom skulle have ligget ved templet for gudinden Juno Moneta oppe på Kapitol, der var det helligste sted i Rom. Fra gudinden Junos´ tilnavn: »Moneta«, fik romerne navnet for penge, monetas, der igen er gået videre i det engelske ord for penge, money.
Ca. 200 år senere kom sølvmønter, hvoraf denar er den mest kendte. Sit navn denar fik mønten, fordi mønten blev fastsat til værdien af 10 as. (deni "10 ad gangen", decem = 10) (En bibemærkning: Kejser Vespasion (69-79 e.Kr.) lagde afgift på toiletter, og deraf oprinder udtrykket »penge lugter ikke«.)
I 310 e. Kr. fik Konstantin den Store fremstillet en god guldmønt, der blev kaldt solidus (i stedet for guldmønten: aureus, hvis værdi havde svinget meget). Solidus betød »den solide« og mønten blev i mange århundrede den mest troværdige mønt. Helt op til slutningen af det 11. århundrede overholdt mønten de byzantinske udmøntninger finhed og vægt på 4,55 g guld. Solidus blev en anerkendt værdimåler fra Indien til nordEuropa og forbillede for dinar, florin og dukat. Senere blev solidusnavnet brugt om sølv- og kobbermønter, f.eks. shilling, soldo og sou.
Karl den Store (742-814) indførte en sølvmønt, der blev kaldt en pfenning. Pfenningen var en lille, tynd mønt, der kun vejede mellem 1 og 2 gram. Men Karl efterlignede også den romerske guldmønt: solid. I de næsten 400 år blev der stort set ikke lavet andre sølvmønter i Europa - og slet ikke nogen mønter i guld eller kobber. Økonomisk hensygnede den klassiske oldtids industri og handel i hele Vesteuropa, og handelslivet når sit laveste punkt samtidig med karolingerstatens opløsning. Betegnende for tilbagegangen er møntvæsenet. Med karolingerne ophører så guldmøntningen i Vesteuropa, og århundreder igennem præges der derefter ikke andre møntsorter end denaren eller penningen. (heraf navnene penny (British), Phennig (Tysk-romersk), penning (Skandinavien)
Kongerne og fyrsterne i Europa indså efterhånden, at det måtte der gøres noget. I Frankrig udsendte Ludvig den 9. (1227-1270) en stor sølvmønt, der hed en gros turnois. Den var på over 4 gram, og den indeholdt meget mere sølv end de dårlige penninge. I de italienske byer lavede man nu ligeledes gode sølvmønter, der kaldtes grossi (Østrigs Groschen). Man begyndte nu igen at lave guldmønter i Europa. I Firenze lavede man fra 1252 en guldmønt, en florin, med byens mærke, en lilje, på bagsiden. Venedig fulgte efter med en gulddukat i 1284, og snart blev der lavet guldmønter mange andre steder. Men regnekunsten var vanskelig, fordi man ikke brugte det arabiske talsystem, som vi bruger i dag, og man opfattede ikke tal som noget præcist.
Pengesedler. De første pengesedler i verden var kinesiske fra 860 e. Kr., ja måske endda 200 år tidligere. Allerede under Sung-dynastiet (960-1179) eksisterede der en kejserlig bank, der lavede pengesedler. Da den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo var i Kina i 1200-tallet e. Kr., gjorde det stort indtryk på ham, at kineserne brugte papirpenge til at betale med. Om brugen af pengesedler noterede han i sin berømte rejsebog: "På hver af disse pengesedler skriver nogle særlige embedsmænd deres navne og trykker deres segl. Til sidst stempler den øverste møntmester kejserens særlige røde segl på hver seddel. På den måde får sådan en seddel samme værdi som en gyldig mønt. Hvis nogen ønsker at skaffe sig sølv, guld, smykker eller perler, kan de gå til Den kejserlige Mønt og få det for deres papirpenge".
Veksling, vekselerer, bank. De mange møntenheder gav en naturlig grobund for veksling, og dermed vekselerer. Mod betaling blev fremmede mønter til mønter, man kendte. Vekselereren nøjedes ikke med kun at veksle. Han gav sig også til at låne mønter ud. Låneren skulle så give vekselereren et pant - det kunne være et smykke - der kunne dække værdien af de mønter, han havde lånt. Når låneren kom og betalte lånet tilbage med rente, fik han pantet igen. Hvis han ikke kom, tog vekselereren pantet og solgte det. Vekselererens bord hed på italiensk: banca. Hvis en vekselerer blev afsløret i at svindle blev hans bord slået i stykker - »banca rotta« - dvs, et smadret bord = bankerot. Europas fire største byer omkring år 1300 med 100.000 indbyggere lå i Norditalien. Det var Genova, Firenze, Venedig og Milano. I takt med at handelen steg, fandt mange nord-Italienske storkøbmænd ud af, at det var temmelig upraktisk at bruge mønter ved store forretninger. Især hvis det drejede sig om handel over lange afstande. Derfor fandt man på vekslerne. En veksel var et stykke papir, hvorpå en køber af et parti varer skrev, at han ville betale sælgeren det aftalte beløb på en bestemt tid og et bestemt sted. Køberen slap på den måde for at skulle slæbe mønter med sig, når han skulle købe varer. For sælgeren var vekselen lige så god som rede penge, for han vidste, at han kunne få »vekslet« papiret til mønter. De italienske handelshuse begyndte nu at drive egentlig bankvirksomhed. De fik folk til at give sig deres penge til opbevaring, mod at folk fik en årlig rente for det. De begyndte nu også at låne penge ud til købmænd, så disse havde råd til at købe skibe og sejle ud og handle. Til gengæld skulle bankerne så have del i det overskud, som købmændene kom hjem med. Ved at låne penge ud til købmændene viste bankerne dem tillid. Det hedder på italiensk credito, og det betød, at de stolede på, at købmændene nok skulle betale pengene tilbage. De gav med andre ord kredit, som vi siger i dag.
Begrebet rente fandtes i den antikke verden, men med kristendommen (300 e.Kr. til ca. 1.200) var synspunktet, at det var syndigt at opkræve renter. Derfor kom jøderne i gang som "bank-folk"
Et par møntenheder fra det forgangne.
Euroen, dagens valuta i Europa.
Euroen blev indført 1. januar 2002 for 12 EU-lande (Belgium, Germany, Greece, Spain, France, Ireland, Italy, Luxembourg, the Netherlands, Austria, Portugal and Finland.)
Lidt forhistorie: Hvem kan huske, at Euroen hed ECU.
Rentebegreber (godt at vide for investeringer): Der er mange begreber, der i sagens natur ikke må blandes sammen.
|
Statistik menu:
Hovedmenu:
Sidst opdateret 02. December 2005
